Tyrefægtning gennem tiden

Mange tror at tyrefægtning er et ældgammelt ritual. Men faktisk er tyrefægtning i sin nuværende form kun lidt over 200 år gammelt. Reglerne for moderne tyrefægtning til fods blev fastlagt af Pedro Romero fra Ronda i år 1785. Den blev en blanding af ældgamle traditioner og moderne kultur.

De tidligste rødder af traditionen kommer fra de primitive jægersamfund i Middelhavsområdet. Tyren var det mest frygtede og beundret dyr. Tyren og oksen blev forbundet med vejrguderne og derfor ofret i håb om regn. Tyrene blev jaget af mennesker i grupper. De brugte lassoer, pile, spyd, men mest af alt strategi. Jagten var også en mulighed for mændene for at dyste på mod og manddom.

Middelhavets kultur har altid været tæt knyttet til tyren. Og der var mere på spil end kød til føde. På den iberiske halvø blev tyren associeret med magiske evner og seksuel potens.

I begyndelsen af middelalderen var der to slags tyrefægtninger. En til fods og en til hest. Med tiden er de to smeltet sammen til det, vi i dag kender som moderne tyrefægtning.

Til fods var det ulovlig forlystelse blandt pøblen. Vilde tyre blev udfordret på et indhegnet torv i landsbyen. Til hest var det adelsmændene, der trænede deres færdigheder i ridekunst og lansedyst.

Spanien skulle være sofistikeret

Da Filipe den 5. blev konge i år 1700, fik han overklassen og adelen til at vende ryggen til tyrefægtning og til mange andre spanske traditioner. Spanien skulle være sofistikeret ligesom Frankrig.

Tyrefægtning forsatte dog alligevel i samfundets lavere rækker og udviklede sig. I år 1728 måtte Filipe den 5. give efter for folkets krav om at genindføre tyrefægtning på Plaza Mayor i Madrid. På det tidspunkt har tyrefægtningen udviklet sig til at manden mødte tyren kun med kappe og sværd. Adelsmændene kunne sket ikke være med mere. De nye stjerner var repræsentanter fra folket, og oftest fra samfundets laveste rækker.

Til gengæld så adelsmændene det økonomiske potentiale i tyrefægtning. De var ikke længere hovedpersonerne i showet, men de fik sat system i tyreopdrættet, varetog bygning og drift af arenaer og fungerede som promotorer for tyrefægterne.

Tyrefægtningens guldalder

Årene 1913 til 1920 bliver kaldt for tyrefægtningens guldalder. I de år var der to superstjerner, Joselito og Belmonte. Joselito var atletisk. Han løb og hoppede til side for at undvige tyrens horn, som man altid havde gjort. Men Belmontes ben var syge og han havde ikke samme bevægelighed. Han fik derfor tyren til at styre udenom sig ved hjælp af kappen, men uden at flytte sig fra stedet, sådan som vi ser tyrefægterne gøre det i dag. Joselito prøvede at gøre denne nye kunst efter, og de to optrådte sammen mere end 250 gange. Joselito blev dræbt af tyren Bailador i år 1920. Efter hans død startede en ny tidsalder for tyrefægtning, nemlig med Belmontes stil.

Nu handlede tyrefægtning mere om æstetik og elegance. Opdrætterne begyndte at fremavle tyre, der var mere medgørlige og mere velegnet til denne stil. Senere kom der også lov om, at de heste, der var med i arenaen, skulle bære beskyttelse. Tyrefægtning var blevet meget mindre blodig og bredte sig nu med hastige skidt til alle spanske samfundslag.

Tyrefægtning blev inspiration til kunst og litteratur

Picasso gik til tyrefægtning og brugte inspiration derfra i flere af sine værker. Hemingway kom til Spanien og forelskede sig hovedkulds i tyrefægtning. Han skrev blandt andet Døden kommer om eftermiddagen om tyrefægtning.

På Hemingways tid var det at blive tyrefægter en vej ud af elendighed for mange i de lavere samfundslag. Især hvis man havde talent for det. Det kan sammenlignes med fodbold for børn i Sydamerika.

Efter Francos død i år 1975 tog mange afstand fra fænomener som tyrefægtning. Det blev associeret for meget med Franco tiden. Men med årene er fænomenet blomstret op på ny. Og ikke kun i Spanien. Tyrefægtning kan opleves flere steder i Frankrig. Det kan dog ikke opleves i Catalonien mere, fordi det er forbud ved lov.

Skønhed og brutalitet

Plaza de toros i madrid
Tyrefægtningsarenaen i Madrid bliver i daglig tale kaldt Las Ventas

Tyrefægtning er et særligt fænomen. Det er en blanding af skønhed og brutalitet. Kunst og blod. Fascination af det utæmmede dyr og døden. Det er frem for alt noget der kan sætte følelserne i kog, både hos dem, der er vilde med det, og dem som foragter det. Publikum kommer for at se en mand, der overvinder sin frygt for døden og udviser mod ved at besejre en naturkraft i form af kamptyren. Han gør det med værdighed og ofte med elegance og skønhed. Publikum vil også se en tyr, der giver matadoren kamp til stregen.

Siden den moderne tyrefægtning blev grundlagt i 1700-tallet er der registeret omkring 500 dødsfald i arenaen. Foran Las Ventas i Madrid er der opstillet en bronzestatue af Alexander Flemming. Hans opfindelse af penicillin har en stor ære for at dødstallet ikke er højere. Før i tiden døde mange af blodforgiftning efter at være blevet ramt af de snavsede horn fra tyren.

Tyrefægtning findes ikke på spansk

Det findes faktisk ikke noget spansk ord for tyrefægtning. Man omtaler det som La fiesta de los toros (tyrefesten), la fiesta brava (den vilde fest) eller oftest bare som Los toros (tyrene).

Sæsonen for tyrefægtning løber fra marts til oktober. Der er et meget afslappet forhold til tid og aftaler i Spanien, men tyrefægtning er en af de få ting, der altid starter til tiden. Nogle af de vigtigste begivenheder i sæsonen er Aste Nagusia i Bilbao, San Isidro i Madrid og Feria de Abril i Sevilla.

Los toros bravos – Kamptyren

Der findes mange hundrede farme i Spanien, der har specialiseret sig i at opdrætte kamptyre til tyrefægtning. Kamptyren er direkte efterkommer til den vilde tyrerace, Bos taurus ibericus. I Spanien levede Bos taurus ibericus vildt helt frem til det 18. århundrede. Kamptyren er tætbygget, muskuløs, har en enorm nakkemuskel og kraftige horn. En kamptyr er normalt mellem 4 og 5 år før den møder matadoren i arenaen. Og så har den en særlig egenskab, som spaniere kalder bravura. Den angriber alt, der bevæger sig, når den er isoleret eller i uvante omgivelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *